Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Danish.

Kenneth Knudsen

- Black Diamond (Lydinstallation). Der er lang vej fra den unge Kenneth Knudsens virke i danske rock-, beat- og jazzgrupper til den modne kunstners udforskning af mulighederne i computer- og synthesizergeneret musik.

Knudsen er oprindeligt uddannet som arkitekt, er som komponist autodidakt, men markerede sig tidligt som pianist og komponist i danske fusionsgrupper som Secret Oyster og Palle Mikkelborgs Entrance.

Han dannede siden sin egen gruppe, Anima, og har desuden medvirket på en lang række betydningsfulde danske rock- og beatplader, bl.a. i samarbejde med Svend Asmussen, Miles Davis, Sebastian, Niels-Henning Ørsted Pedersen og Marilyn Mazur.

Tidligt begyndte Knudsens samarbejde med danse- og teatergrupper, ligesom han allerede i 1970’erne for alvor begyndte at fordybe sig i de udtryksmuligheder elektroniske instrumenter som synthesizeren åbner for.

Siden 1990 har Kenneth Knudsen som en konsekvens af dette gradvist forladt den rytmiske main-stream og vendt mere mod personligt begrundede eksperimenter.

Knudsen har skrevet en række værker til installationer i forbindelse med arkitektur og udstillinger, og har i den forbindelse ofte samarbejdet med installationskunstneren Christian Skeel.

Det nominerede værk – indspillet på Stunt STXCD20212 – blev uropført i 2002 i den monumentale tilbygning til Det Kongelige Bibliotek i København, der er kendt som Den Sorte Diamant, heraf værkets titel.

Knudsen anfører selv, at bygningens fremtoning har været en vigtig inspiration for værkets tilblivelse, og han tilføjer, at han i udformningen af værket har tænkt i arkitektoniske parametre som overfladekarakter, stoflighed, afstande, skin, lys og mørke, tyngde og lethed.

Skønt relativt ubemærket af en bredere musikoffentlighed har Kenneth Knudsen høste stor anerkendelse og flere udmærkelser for sine værker, fx den danske Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 1998 og i 2000 en nominering til Nordiske Råds Musikpris.