Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Danish.

Nordisk Råd foreslår skærpede regler for lodsning i Øresund

20.09.17 | Nyhet
Suzanne Svensson, Thomas Finnborg, Karin Gaardsted
Photographer
Heidi Orava
Nordisk Råd ønsker lodspligt, også for mindre fartøjer, i det tæt trafikerede Øresund, indtil ny teknologi gør det muligt at fjernstyre lodsningen fra land.

Trafikken i Øresund reguleres af en 160 år gammel traktak. Ifølge denne skal kun fartøjer med farlig last, såsom olie eller radioaktivt affald, og som har en dybgang på mere end syv meter, lodses gennem Øresund.

– Det er et rent held, at der ikke er sket større ulykker med mindre fartøjer, men nu og da går skibe på grund. I dag sejler der 40.000 fartøjer igennem Øresund om året. Vi skal være proaktive for at øge sikkerheden siger Thomas Finnborg (M), konservativt medlem af Nordisk Råds bæredygtighedsudvalg.

Fremtidens GPS-teknologi

Den Konservative Gruppes forslag får støtte fra socialdemokratisk side, dog med et fokus på fremtidens teknologi. 

– Først og fremmest Finland, men også Danmark, er langt fremme med teknologi som muliggør fjernstyret lodsning på sigt, konstaterer Suzanne Svensson (S) fra Sverige. Hun bakkes op af sin danske partikollega, udvalgsformand, Karin Gaardsted.

– GPS-teknologien giver fuld kontrol over alle fartøjer, uanset hvor de befinder sig. Overgangen til den nye teknologi indebærer dog opstartsudgifter og en overgangsperiode. Derfor støtter vi forslaget om lodspligt, men vi går ud fra, at teknologien skal kunne erstatte lodserne på sigt, fortsætter Svensson.

Styrkede overvågningssystemer

Helt konkret foreslår Nordisk Råd, at de nordiske regeringer går sammen for at få Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) til at udarbejde retningslinjer om lodspligt i Øresund. Det anbefales, at Sveriges regering indfører regler, som svarer til de regler om lodsning, som Danmark har i Øresund.

Desuden anbefales det, at Sveriges og Danmarks regeringer styrker overvågningssystemerne, også rent teknisk, for at få kontrol over de fartøjer i Øresund, som ikke følger IMO's anbefalinger. Det anbefales også, at Sverige og Danmark undersøger muligheden for at udvide og udvikle separate sejlrender for indgående trafik fra Kattegat og udgående trafik fra Østersøen for hele Øresund.

Forslaget sendes til de aktuelle instanser efter Nordisk Råds session i Helsingfors i november.