Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Danish.

Erklæring fra det nordiske bygningsministermøde 29. maj 2018, Stockholm

29.05.18 | Deklarasjon
Verdens mest integrerede region – også inden for byggemarkedet

Informasjon

Adopted
29.05.2018
Location
Stockholm
Organisation

Vi, ministrene med ansvar for bygge- og boligområdet i Finland, Island, Norge, Sverige og Åland, er enige om, at Norden skal være verdens mest integrerede marked for byggeri. Vi vil gøre det lettere for virksomhederne i Norden at bygge på tværs af grænserne for at stimulere et bedre og billigere byggeri i alle dele af Norden. Vi deler også det fælles mål om at fremme lav-emissionsbyggeri som en del af en fælles klimapolitik og bæredygtig udvikling.

I en globaliseret verden er der et stigende behov for at samarbejde nordisk, så vi kan fastholde vores konkurrenceevne og sikre en fortsat høj velfærd. Ved at intensivere samarbejdet om at fjerne barrierer på byggeområdet understøtter vi de nordiske statsministres vision om, at Norden skal være den mest integrerede region i verden. Samtidig imødeser vi også de nordiske samarbejdsministres initiativ om at udvikle en omfattende handlingsplan for at styrke mobiliteten i Norden.

Ét marked for byggeri i Norden

I dag erklærer vi, bygge- og boligministrene, at vi vil fremme et styrket og integreret byggemarked i Norden ved at arbejde for at fjerne barrierer, som begrænser mulighederne for at bygge i andre nordiske lande til gavn for de nordiske borgere, ejendomssektoren og byggebranchen. Vores vision er, at vi skal have ét sammenhængende marked for byggeri i Norden, som sikrer bedre og billigere bygninger. Ministrene lægger vægt på betydningen af bedre vidensgrundlag, innovation og digitalisering som drivkræfter i den fremtidige regeludvikling.

For at nå vores mål vil vi:

  • Forstærke samarbejdet om harmonisering af byggeregler mellem de nordiske landes myndighederne. Dette bør gøres ved at bygge videre på eksisterende nordiske samarbejde.

  • Undersøge og evt. igangsætte nye fællesnordiske forskningsprojekter, som skal sikre et bedre grundlag for mere harmoniserede byggeregler. 

  • Som det første område for nordisk samarbejde om harmonisering af byggeregler vælge at fokusere på tilgængelighedsområdet som pilot.

  • Støtte op om en nordisk dialogkonference om byggestandarder ultimo 2018 samt det videre samarbejde herom. Konferencen sigter på at forbedre den nordiske koordinering inden for byggestandardiseringsområdet mm.

  • Bede Nordisk Ministerråds generalsekretær om at styrke koordineringen og samspillet med relevante aktører som fx Grænsehindringsrådet, MR-VÆKST inkl. Nordisk Innovation, andre ministerråd, Nordisk Råd m.fl.

Vi ser, at Nordisk Ministerråd kan spille en vigtig rolle i realiseringen af disse mål, og vi beder derfor Nordisk Ministerråds generalsekretær om at koordinere og videreudvikle arbejdet samt undersøge mulighederne for medfinansiering til indsatserne. Endelig vil vi sikre en kontinuitet i arbejdet ved at følge op og få en tilbagemelding fra generalsekretæren i 2019 samt drøfte nye muligheder inden for bygge- og boligområdet.