Det nordiske webmagasin Arbejdsliv i Norden
Arbejdsliv i Norden publicerer journalistiske artikler, analyser og reportager skrevet af skribenter fra hele Norden. Webmagasinet følger udviklingen i arbejdslivet i de nordiske lande og belyser, hvordan samarbejdet i Norden, forholdet til EU samt internationale aktører som ILO og OECD påvirker arbejdsmarkedet og de nordiske arbejdsmarkedsmodeller.
Magasinet har særlig opmærksomhed på, hvordan samfundsforandringer som digitalisering, ny teknologi, globalisering, demografisk udvikling og sociale medier ændrer vilkårene for arbejdslivet og stiller nye krav til myndigheder, arbejdsgivere, arbejdsmarkedets parter og arbejdstagere.
Udgiver og redaktionelt ansvar
Arbejdsliv i Norden udgives af Arbeidsforskningsinstituttet ved OsloMet på opdrag af Nordisk Ministerråd. Redaktionen samarbejder med et bredt nordisk netværk af journalister og forskningsnære skribenter fra alle de nordiske lande samt Færøerne, Grønland og Åland. Ansvarshavende redaktør er Line Scheistrøen, og webmagasinet samarbejder tæt med EU & arbejdsret om spørgsmål vedrørende arbejdsret og europæisk arbejdslivspolitik.