Christian Juhl (Indlæg)

Upplýsingar

Speech type
Erindi
Speech number
221
Speaker role
Venstresocialistiske Grønne Gruppe
Date

Gode venner. Det er ikke ligegyldigt, hvor man er i samfundet, om man er ufaglært arbejdsmand, arbejdsløs eller højtuddannet akademiker. Arbejderen har et meget kortere liv, et hårdere liv og også et liv med mere sygdom end den højtuddannede akademiker. En undersøgelse i Danmark for nogle år siden viste, at især omfanget af kræft, hjerte-kar-sygdomme og ulykker, selvfølgelig især arbejdsulykker, er højere for den ufaglærte arbejder end for akademikeren.

I Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe har vi nogle principper, der hedder, at vi skal sørge for at have lighed i sundheden. Det betyder for det første, at alle mennesker skal have et godt liv uden ulykker og uden sygdom, hvis vi overhovedet kan skaffe det, og at vi skal bekæmpe de forskelle, der er. For det andet skal vi øge den forebyggende sundhedsindsats. Det er jo der, det er vigtigt at sætte ind, netop for at folk aldrig skal blive syge, frem for at behandle. For det tredje skal vi, hvis folk bliver syge, have kvalitet i behandlingen. For det fjerde skal vi øge forskningen. For det femte er det også fornuftigt at se på de voldsomt stigende udgifter. Medicinalindustrien er noget af det mest profitable, vi har i verden, og det burde være en god ide, at lande gik sammen og overvejede at lave offentlig produktion af medicin i stedet for at hælde milliarder af kroner i private selskaber.

Så vil jeg sige, at hvis man laver en beregning, ser man, at det faktisk godt kan betale sig. Et eksempel på det er arbejdsmiljøet i Danmark. Et dårligt arbejdsmiljø i Danmark koster hvert år 64 mia. kr. Jeg sagde ikke millioner, jeg sagde milliarder kroner! Det er i sygebehandling, i sygedagpenge, i pension og i tab af produktivitet. Hvis vi ganger det op til nordiske forhold, er det mere end 300 mia. kr., der ligger og venter på os, alene hvis vi kunne skabe sikre og sunde arbejdspladser. Det er kun et lille hjørne af sygdommene, men der kunne vi jo starte, og det vil sige, at der er penge at tjene til alle de andre gode ting, vi vil, plus at folk så også slipper for lidelserne undervejs.