Annette Lind (Indlæg)

Upplýsingar

Gerð
Erindi
Ræðunúmer
414
Notandi
Speaker role
Den Socialdemokratiske Gruppe, Udvalget for Kundskab og Kultur i Nordens talsperson
Dagsetning

Tak for det. Socialdemokraterne i Nordisk Råd har fremsat det her medlemsforslag, fordi det ligger os meget på sinde, at de børn, som kommer til vores nordiske lande, får en god begyndelse og et rigtig godt skoletilbud. I den seneste tid er der kommet rigtig mange nye flygtninge til vores lande, og det har lagt pres på kommunernes integrationsopgave. Antallet af asylansøgere er markant højere end for blot nogle få år tilbage, og mange af disse er uledsagede børn og unge, som er i den undervisningspligtige alder.

Undervisningen af flygtningebørn er en væsentlig og en ekstraordinær opgave, som folkeskolen fortrinsvis står for. I Danmark er det sådan, at de frie grundskoler står for 16 pct. af undervisningen i grundskolen, og de modtager i 2016 5,2 mia. kr. i tilskud fra staten. Også i Sverige er der en del privatskoler. Som det ser ud i dag, kan de ikke påtage sig opgaven med integrationen, men de kunne godt ønske det. Socialdemokraterne i Nordisk Råd ønsker, at integrationsopgaven skal løftes bredt, og mener, at det er oplagt, at vi lærer af hinandens erfaringer i de nordiske lande, og at vi bør se på, hvordan privatskolerne kan bidrage til integrationen af de mange flygtningebørn ved at have et skoletilbud, f.eks. ved at have modtageklasser, tage flere elever og andre tiltag.

Socialdemokraterne i Nordisk Råd vil med det her forslag have, at Nordisk Råd rekommanderer Nordisk Ministerråd til at afholde en fælles nordisk konference, hvor der sættes fokus på god integration af asylbørn, herunder god praksis for integration, hvor det lykkes særligt godt, og en drøftelse af alle skoleformers ansvar i forbindelse med integration.