Christian Poll (Indlæg)

Upplýsingar

Speech type
Erindi
Speech number
454
Speaker role
en Venstresocialistiske Grønne Gruppes talsperson
Date

Tak for det. Fra VSG-gruppens side er vi meget positive over for det her forslag. Der ligger rigtig mange gode initiativer i det, og det er vigtigt for os, at vi også fortsat arbejder på en stærk kemikaliepolitik. Jeg vil fremhæve, at der jo i det her forslag implicit ligger en række kemiske stofgrupper. Muligvis ligger nanomaterialer allerede visse steder, f.eks. i byggeprodukter, men jeg vil fremhæve, at det er vigtigt, at vi også kigger på nanomaterialer, for her har vi at gøre med en ny gruppe af kemiske stoffer, kemiske materialer, som vi ikke kender effekterne af endnu. Der kan sagtens være effekter, som kan være alvorlige, men i dag er ukendte. Derfor bør man i særlig høj grad have fokus på forsigtighedsprincippet over for denne stofgruppe.

Jeg vil også nævne, at med hensyn til det samarbejde, som er foreslået, om fælles lister for kemiske stoffer og stofgrupper, man skal være opmærksom på, og som man måske kan forvente regulering af, så er det jo et arbejde, vi allerede er i gang med i flere lande, og det er vigtigt, at vi fortsætter det, styrker det. Jeg kan nævne, at vi f.eks. i Danmark har Forbrugerrådet Tænk Kemi, som i øvrigt var indstillet til en pris forleden af Nordisk Råd, og som baseret på de her lister har informeret borgerne i Danmark via en app om, hvilke risici der kan være ved de forskellige produkter. Det ville glæde mig meget, hvis man kunne komme helt ned på produktniveau, så det bliver lettere for borgerne at forstå den risiko, der er, ved produkters brug.