Fremkomsten af en ny nordisk madkultur
Nordisk Ministerråd har siden 2007 finansieret et Ny Nordisk Mad-program, som er baseret på Nordisk Køkkenmanifest. Programmet har gennem de seneste otte år haft som mål at profilere nordisk mad – både i den nordiske region og internationalt.
Siden underskrivelsen af køkkenmanifestet i 2005 har Ny Nordisk Mad udviklet sig til en social bevægelse. I dag består udfordringen i at løfte denne bevægelse til det næste niveau, således at Norden kan blive en af de mest fremstående og innovative fødevareregioner i verden, skriver rapporten "The emergence of a new Nordic food culture".
Nye muligheder
I NNF-programmets sidste mandatperiode, 2010-2014, fokuserede man på at fremhæve de muligheder, som det nye nordiske køkken giver. Den nye rapport præsenterer resultaterne fra alle de projekter, der blev gennemført i de sidste fem år, men den ser også fremad.
Kan Norden blive ved med at tiltrække lige så stor opmærksomhed fra resten af verden – til private køkkener, til restaurantkøkkener og til storkøkkener? Kan nordisk mad dukke op i helt nye sammenhænge? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver stillet.
Der er blevet nedsat en ny arbejdsgruppe, som skal styre det nordiske NNF-samarbejde i Nordisk Ministerråds regi (læs mere på norden.org/nnf), men NNF-samarbejdet er utvivlsomt i bevægelse i alle samfundslag.
Læs den endelige rapport om Ny Nordisk Mad: The emergence of a new Nordic food culture