Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Dansk.

Journalistisk samarbejde bygger bro mellem Norden og Rusland

12.10.20 | Nyhet
Russiske mænd til fødselsforberedelse
Fotograf
Tor Birk Trads
Samarbejde mellem russiske og nordiske journalister skal bekæmpe fake news, myter og misforståelser i befolkningerne – og dermed forbedre samarbejde på projektniveau mellem Norden og Rusland.

- En stereotyp mediedækning af Norden og Rusland i de forskellige lande kan være med til at skabe myter og misforståelser i befolkningerne. Og det kan skade samarbejdet mellem Norden og Rusland, mener John Frølich, der er direktør i Nordisk Journalistcenter (NJC). Hvis borgerne i Norden og Rusland skal have en større viden og forståelse af hinandens lande, kræver det et godt samarbejde mellem nordiske og russiske journalister, siger han. Og det er netop en del af formålet med NJC’s russiske samarbejdsprojekt; Nordic - Northwest Russian Journalist Cooperation, der blandt andet efteruddanner journalister i medieetik og medielovgivning, så de er klædt på til at formidle viden om hinandens lande og fælles tematikker som fx bæredygtighed og klimaudfordringer.

Russiske mænd til fødselsforberedelse

Problematikken omkring stereotype fortællinger fra mediernes side om ”de andre” på begge sider af Østersøen er blevet analyseret i NJC’ rapport: Russia in Nordic News Media. Rapporten peger på, at mediernes fokus ofte er på storpolitik og sikkerhedsspørgsmål på den helt store klinge. Rapporten har til hensigt, at give redaktioner indsigt i den samlede nyhedsdækning og få dem til at overveje om deres mediedækning kan suppleres med andre historier naboerne imellem. Et eksempel på hvordan man kan gøre det giver NJC selv et bud på igennem projektet Next to Me. Her blev fotojournalister fra Rusland og Norden sat sammen med den opgave at skildre hverdagsliv på begge sider af Østersøen. Det resulterede i visuelle fortællinger, som ikke så ofte når den gængse nyhedsdækning. Billederne er samlet i bogen af samme navn Next to Me, hvor læseren blandt andet bliver inviteret med til fødselsforberedelse for mænd i Rusland og hjemmeværnsøvelser i Danmark.

Forskelle i arbejdsvilkår

Et andet fokuspunkt for NJC er at give journalisterne viden om de forskellige arbejdsvilkår der gælder i de forskellige regioner.

- Der er forskellige hensyn, der skal tages i et journalistsamarbejde, for der er forskellige regelsæt og lovgivning – og restriktioner ved at bryde dem, for en journalist i Norden og i Rusland. Derfor skal vi ikke komme med ”den nordiske facitliste”, men vise respekt og åbent fortælle, at vi også har udfordringer, f.eks. med etikken og give eksempler på, hvordan vi tackler problemerne, fortæller John Frølich.  Emnet for NJC’s seneste kursus for nordiske og russiske journalister, der blev afholdt i den russiske by Petrozavodsk, var for eksempel hvordan man dækker følsomme emner som vold i hjemmet, selvmord eller seksuel orientering. På kurset blev det klart, at der i sådanne sager kan være stor forskel i arbejdsbetingelserne landene imellem. Alligevel bliver der skrevet historier om de ømtålelige emner, for russiske journalister er mestre i at fortælle mellem linjerne, siger John Frølich.

 

Vigtige erfaringer fra russiske lokaljournalister 

En anden indsats for at dele erfaringer mellem journalister på tværs af Norden og Rusland er udgivelsen af den nye bog Journalistik på russisk af Barents Press International, som er støttet af Nordisk Journalistcenter. Bogen bygger på 28 russiske lokaljournalisters beskrivelse af deres daglige arbejde og ”do’s and don’ts” i denne forbindelse. Det er vigtige indsigter, som journalister i Norden kan få gavn af, når de selv skal lave journalistik fra Rusland eller samarbejde med russiske kollegaer.

Nordisk Journalistcenter (NJC) er en non-profit organisation, der blev grundlagt i 1957. Målet var dengang – som nu – at styrke udviklingen af nordiske medier og journalistik gennem efteruddannelse, kurser og netværksaktiviteter for journalister og redaktører fra hele Norden. Med tiden er NJC’s arbejde udvidet til, som operatør for Nordisk Ministerråd også at omfatte efteruddannelser og kurser i Rusland og de tre baltiske lande.