Koncept for fællesnordiske kultursatsninger
Informasjon
Dette papir er udarbejdet af arbejdsgruppen til konceptudvikling af fremtidige fællesnordiske kultursatsninger, nedsat under det danske formandskab af Nordisk Ministerråd. Papiret har til formål at fremlægge et holdbart koncept – eller en manual – for fremtidige satsninger. Konceptet afklarer begreber og sætter den organisatoriske ramme for kommende fællesnordiske kultursatsninger og giver svar på: Hvem gør hvad, hvornår og med hvem. Konceptpapiret skal derfor anskues som et praktisk værktøj, som kan tages i anvendelse, når der skal træffes beslutninger om fællesnordiske kultursatsninger og i forbindelse med planlægningen af fælles satsninger. Papiret muliggør, at deltagende aktører velforberedt og kvalificeret kan imødegå interessen for det nordiske fra resten af verden i realiseringen af en konkret satsning.
Konceptet bygger på tidligere erfaringer med fællesnordiske kultursatsninger, navnlig kultursatsningen Nordic Cool 2013 i Washington, og afprøves i forbindelse med en fællesnordisk kultursatsning i 2017.
Hvad er en fællesnordisk kultursatsning?
En fællesnordisk kultursatsning er en kulturbegivenhed uden for Norden som f.eks. en festival, en større manifestation eller en række af mindre projekter.
Kultursatsningen kan derfor variere med hensyn til indhold, størrelse og form: Det kan være ét stort initiativ eller en række af mindre projekter, der bindes sammen af et fælles tema, et fælles venue mv. Satsningen kan også være bundet op på en eksisterende festival eller et eksisterende kulturarrangement på destinationen.
Kultursatsningen bør involvere flere kunstformer og have fokus på nytænkning, der kan bidrage til at bringe kunstscenen i Norden og internationalt et skridt videre.
Arbejdsgruppen anbefaler, at der udarbejdes en visuel identitet for fællesnordiske kultursatsninger og et gennemgående navn eller en gennemgående betegnelse for satsningerne, og at såvel navn som visuel identitet tænkes sammen med arbejdet med Nordisk Ministerråds profileringsstrategi.
Alle nordiske lande, Grønland, Færøerne og Åland skal være repræsenteret i en fællesnordisk kultursatsning. Lande kan beslutte ikke at deltage i satsningen, men det kan mht. den enkelte satsning højst være to lande og højst to blandt Grønland, Færøerne og Åland.
Hvad er formålet med en fællesnordisk kultursatsning
Fællesnordiske kultursatsninger bør altid have som hovedformål at styrke de nordiske kultursektorers samspil med omverdenen og profilere dem i udlandet samt skabe merværdi for de deltagende aktører/kunstnere og herigennem profilere Norden som kreativ region.
Hvem træffer beslutning om afholdelse af fællesnordiske kultursatsninger
De nordiske kulturministre træffer beslutning om gennemførelse af en fællesnordisk kultursatsning.
Til forberedelse af kulturministrenes beslutning om fremtidige kultursatsninger nedsættes en permanent styregruppe med repræsentation fra alle nordiske lande, Grønland, Færøerne og Åland. Hvert land repræsenteres ved to medlemmer, hvor det ene medlem repræsenterer relevante myndigheder, og det andet medlem repræsenterer relevante kulturaktører i det pågældende land. Grønland, Færøerne og Åland repræsenteres ved et medlem, der enten kan være en myndigheds- eller en brancherepræsentant.
Styregruppen modtager og behandler forslag til kultursatsninger inden for det givne mandat fra Nordisk Ministerråd. Forslagene til mulige satsninger kan komme uopfordret, og der kan også ved et open call indhentes forslag til projekter eller indkaldes interessetilkendegivelser om mulige destinationer. Styregruppen afsøger interessen for de konkrete projekter i de nordiske lande og kulturmiljøer og forestår den overordnede projektstyring i forhold til de enkelte projekter. Satsninger og intervallet mellem dem drives af efterspørgslen ude på destinationerne såvel som i de nordiske lande. Det betyder, at styregruppens aktivitetsniveau kan variere.
Styregruppen bistås af et sekretariat.
Kriterier og principper for fællesnordiske kultursatsninger
Forslag til fællesnordiske kultursatsninger vurderes ud fra følgende principper og kriterier:
- Høj kvalitet
Indholdet af kultursatsningen skal være af høj kunstfaglig kvalitet og kulturel værdi og udvælges på grundlag af kvalitetskriterier.
- Lokal interesse, efterspørgsel og relevante partnere ude
Efterspørgsel efter og interesse i en nordisk kultursatsning på destinationen for satsningen er en forudsætning. Centrale kvalificerede partnere på destinationen bør være involveret i satsningen
- Hjemlig/nordisk interesse, efterspørgsel og relevante partnere i Norden
Valg af destination skal ske på baggrund af forudgående sonderinger blandt en bred kreds af relevante aktører, der derved yder opbakning til valget. Indholdet af satsningen skal sammensættes i dialog med de lokale partnere på destinationen.
Centrale kulturaktører fra de enkelte nordiske lande bør se et formål i at deltage i kultursatsningen og have interesse i at bidrage til satsningen. Centrale kultursaktører er f.eks. kulturstyrelser og kulturråd, filminstitutter, designorganisationer, kunstorganisationer, brancheorganisationer samt operatører som f.eks. kulturinstitutter og ambassader.
- Langsigtet perspektiv
Kultursatsningen bør have et perspektiv, der rækker ud over selve satsningen. Der bør parallelt med satsningen indgå muligheder for mødepladser – dvs. fora for salgs- og netværksmøder – for kunstnere og deres brancheorganisationer. Satsningen bør endvidere skabe mulighed for dannelse og videreudvikling af netværk med lokale kunstnere og blandt de deltagende nordiske kunstnere.
Der bør allerede i projektbeskrivelsen indtænkes:
- målbare, langsigtede, kvantitative og kvalitative mål og effekter af satsningen.
- klare og rangordnede succeskriterier, der er specifikke for den konkrete satsning.
- plan for finansiering af satsningen.
Satsninger bør evalueres efter en periode på tre år.
Organisering af besluttede kultursatsninger
Til den enkelte fællesnordiske kultursatsning nedsættes en projektgruppe på den lokale destination. Projektgruppen består af relevante lokale aktører for den enkelte kultursatsning, herunder ambassaderepræsentanter og repræsentanter for de lokale involverede kulturaktører.
Projektgruppen har bl.a. til opgave at:
- sikre fremdrift i projektet
- sikre koordination mellem deltagende aktører
- formulere succeskriterier og målsætninger, udvikle risiko- og interessentanalyser, fastlægge kommunikations- og pressestrategi.
- udvikle budget samt finansieringsplan, herunder undersøge muligheder for finansiering.
- undersøge og kvalitetssikre indhold.
- fastlægge sammenhæng til aktører og politikker nationalt.
- gennemføre evaluering.
Projektgruppen indgår i dialog med alle relevante aktører og kan eventuelt nedsætte en referencegruppe med ressourcepersoner i tilknytning til satsningen, hvis det vurderes relevant.
Sekretariatsbetjening og projektledelse finansieres af satsningens budget og placeres, hvor det er mest hensigtsmæssigt i forhold til det enkelte projekt.
Til koordinering og kommunikation på kryds og tværs af det nordiske niveau, det nationale niveau og på destinationen indgår følgende aktører:
- Den permanente styregruppe, der holder overblikket på nordisk niveau og har det overordnede projektansvar
- En national koordinator for hvert land, som er landets kontaktpunkt
- En projektleder eller koordinator på destinationen, som holder tov i aktiviteterne på destinationen.
Finansiering
Interessen i en fællesnordisk kultursatsning afspejles bl.a. i finansieringen af satsningen. Finansiering af den fællesnordiske kultursatsning kan ske af offentlige og private nordiske og nationale midler og lokale midler fra den pågældende destination.
Nordisk Ministerråd træffer årligt beslutning om et beløb til styregruppen under hensyntagen til, hvilket aktivitetsniveau der planlægges det pågældende år.
Evaluering
De enkelte fællesnordiske satsninger bør evalueres ud fra kvantitative og kvalitative mål, som tager udgangspunkt i den konkrete satsning. Evalueringen bør ske umiddelbart efter satsningen og igen efter tre år.
Som en del af evalueringen afrapporterer aktørerne på destinationen i årene efter satsningen om de målbare effekter af satsningen.
Opdatering af konceptet for fællesnordiske kultursatsninger
Konceptet kan løbende revideres af de nordiske kulturministre i lyset af nye erfaringer i forbindelse med beslutninger, forberedelse og gennemførelse af fællesnordiske kultursatsninger.