Þetta innihald er ekki til á því tungumáli sem þú hefur valið, því sýnum við innihaldið á Danska.

Juhani Nuorvala

- Beat Routes (for percussion and electronics). Et endnu bredere inspirationsgrundlag finder man hos Juhani Nourvala, der ikke kun trækker på elementer fra modernisme, ekspressionisme og forskellige Neo-retninger, men også leger med minimalisme og jazz/beat.

Nuorvala’s formelle uddannelse som komponist bygger på studier hos Eero Hämeeniemi ved [Sibelius Academy], efterfulgt af private studier hos Tristan Murail, samt et Fulbright scholarship ved City University of New York, hvor han studerede hos David Del Tredici.

Spektralmusik er således også blandt Nuorvala’s inspirationskilder, men de mange genrer, som han trækker på i sine værker bliver ikke anvendt til collager, men bliver organisk sammensmeltet til et personligt kompositorisk udtryk.

Spektralmusikkens påvirkning er imidlertid tydelig i værker som Pinta ja säe (Surface and Phrase), 1991, medens partituret til den Første Strygekvartet (1992) indeholder anvisninger som ”Slow Boogie-Woogie” og ”A Heavy Riff”.

At Nuorvala er barn af den nye multikulturelle, urbane tid ses bl.a. andet af titlen på hans første symfoni (1995/96): Kellarisinfonia (Garage Symphony). Både minimalismen og den populærmusikalske rytmiske musik er fremtrædende inspirationskilder til det nominerede værk med den underfundige titel Beat Routes.

Værket er primært et slagtøjsværk, der er opbygget af elektronisk bearbejdede og/eller genererede lyde og toner, kombineret med akustisk slagtøj.

Det metriske udgangspunkt er det indenfor rockmusikken så klassiske 4/4 skema med ensartede markeringer, også kendt som ”four to the floor”. Her dog med drilske og overrumplende afvigelser, et træk der også varsles af den undertitel, som Nuorvala flere steder har givet værket: ”3.75 to the floor”.

Resultatet er et rytmisk inciterende værk med dybere lag, der først lader sig aflokke efter flere gennemlytninger.