2. Bertel Haarder (Main speech)

Upplýsingar

Speech type
Framsöguræða
Speech number
2
Date

Stor tak til det danske Folketings formand. Ærede ministre, ærede medlemmer af Nordisk Råd, ærede observatører og gæster. Som præsident for Nordisk Råd er det mig en stor glæde at hilse alle hjertelig velkommen, særlig i år efter næsten 2 års nedlukning på grund af corona. Nu kan vi mødes fysisk, og det tror jeg at vi nyder og betragter som en fest - specielt i aften, når vi skal uddele priser i Skuespilhuset.

Vi skal drøfte, hvordan vi kan hjælpe og støtte hinanden her i Norden, også når vi handler uden for Norden, hvad enten det gælder pandemier eller vores sikkerhed eller fælles handling i Europa, i Glasgow og i verden. De betragter os som relativt små lande, men sammen er vi store og kan få stor indflydelse, hvis vi taler sammen, og hvis vi samarbejder. Det er det, vi er samlet om her - til gavn for os alle, for vore lande. Så hermed hjertelig velkommen.

Så vil jeg fortsætte med at omtale reglerne for gennemførelsen af denne session. Man kan læse dem i et dokument, men jeg vil kort opsummere, at hvis man præsenterer et forslag, har man 3 minutter, ved øvrige indlæg er der 2 minutter, og ministre, der forelægger redegørelser, har 5 minutter. Hvad angår taleret for observatører og gæster, så har repræsentanterne for Samisk parlamentarisk råd og Ungdommens Nordiske Råd mulighed for 2 minutter under de dagsordenspunkter, hvor der ikke er afstemning. Besøgende parlamentarikere har taleret, når vi kommer til det internationale samarbejde, og der er der også mulighed for 2 minutters taletid. Hvad angår replikker, er det sådan, at der en knap, der hedder "ønsker ordet", og hvis man trykker på den, så ved vi heroppe, at man ønsker en replik, og den skal så være på 1 minut. Hvad angår muligheden for at afslutte debatter, må jeg forberede medlemmerne på, at præsidenten, eller hvem der sidder her, vil lukke debatten, når det er nødvendigt, så jeg håber, at vi tager hensyn til hinanden ved ikke at tale længere end nødvendigt. Det er dejligt, at mange gerne vil have ordet. Når vi stemmer, sker det elektronisk, og hvis det ikke fungerer, har vi også en løsning på det. Jeg vil anmode om, at de, der skal tale, stiller sig op her i god tid, så der ikke skal gå for lang tid med at gå frem og tilbage, og man skal helst melde sig på talerlisten, enten ude i lokalet eller heroppe. Så kommer man på talerlisten. Og så skal jeg advare mod at røre ved mikrofonerne. Man må ikke bøje dem ned og tro, at man kan tale ved at bøje dem ned. Man må ikke røre dem; man skal rejse sig op for at tale ind i mikrofonen, ellers går systemet i stykker. Formanden nikker; det ved vi.

Hermed er sessionens første dagsordenspunkt overstået, og vi kan gå til punkt 2, som er udenrigsministerens redegørelse. Jeg er glad for at se de nordiske regeringsrepræsentanter på plads. Og som vi netop har besluttet, er der 5 minutter til den redegørelse, som vi nu får ved formandsskabet i Nordisk Ministerråd. Derefter får man ordet i alfabetisk rækkefølge, altså efter landenavnene. Så vil jeg nu give ordet til Finlands udenrigsminister, Pekka Haavisto, som vil redegøre for det nordiske samarbejde på vegne af hans ministerkollegaer. Derefter kan de andre udenrigsministre supplere med indlæg.