Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Danish.

Skab din Nordens dag – derhjemme

23.03.20 | Nyhet
Familie arbejder hjemme
Photographer
Charlotte de la Fuente / hbl.fi
Det er Nordens dag. Derfor vil vi gerne vise dig noget. Nemlig hvor meget litteratur, underholdning og drama, du og alle andre i Norden har adgang til – på tværs af grænser, alder og smag. Du kan her skabe din helt egen Nordens dag derhjemme ved at dykke ned i et univers af film, serier, musik og litteratur for at blive klogere på dét Norden, du er en del af.

TV-serier

Det er ingen SKAM at se nordiske tv-serier. Tværtimod, er det dritkul! Det lærte vi af Sana og hendes venner i den norske ungdomsserie tilbage i 2016. Hvad der også er dritkul er, at du her har gratis adgang til nordiske tv-serier. Fx via Nordvision og N12-samarbejdet. Se med via linket nedenfor og skab din egen Nordens dag – derhjemme. 

Litteratur

En roman, et drama, en digtsamling eller en novellesamling. Her har du en verden af litteratur, der tager dig op i de højeste fjelde, ned i de dybeste hemmeligheder og ud i afkrogene af det nordiske sind. Læs selv mere om Nordisk Råds litteraturprisvindere og få inspiration til at skabe din egen Nordens dag – derhjemme.    

Børne- og ungdomslitteratur

Nordisk børne- og ungdomslitteratur er berømt i Norden og i verden. Og med god grund, synes vi. Her kan du og dine børn gå på opdagelse i eventyrenes verden og få et overblik over Nordisk Råds prisvindere og selv vurdere, om vi har ret. Og I kan få inspiration til selv at skabe jeres egen Nordens dag – derhjemme.  

Musik

The winner takes is all, synger Abba. Men hvem er det bedste nordiske band eller musiker? Svært at sige. Her har du i hvert tilfælde et overblik over Nordisk Råds prisvindere. Og du har adgang til en fri nordisk playliste af musik. Lyt, dans, syng. Og skab din egen Nordens dag – derhjemme.

Film

Med den danske skuespillerinde Trine Dyrholm i topform vandt Dronningen sidste års Nordisk Råds filmpris. Men det er ikke den eneste klassefilm, der findes i Norden. Langt, langt fra. Her kan du få overblik over Nordisk Råds prisvindere. Og få inspiration til den film, du vil se for at skabe din egen Nordens dag – derhjemme.

LIVE: Kultur i Norden

Udforsk nordisk kunst og kultur på tværs af digitale platforme. LIVE begivenheder med kunstnersamtaler, koncerter og udstillinger, der gør det muligt for kulturen at nå ud til mange. Eller gå på opdagelse i livestream arkiv, hvor du finder mange spændende forfatteraftener og begivenheder. Her er links til live-events og digitale oplevelser fra nogle af de Nordiske kulturinstitutioner.

Nordens dag markerer den dag, hvor Helsingforsaftalen blev underskrevet – den 23. marts 1962. Helsingforsaftalen er den politiske aftale, der sætter rammen for samarbejdet i Nordisk Råd. Dagen er en flagdag.