Kunstneren Jessie Kleemann på den nordiske pavillon ved FN’s klimatopmøde COP28
Det nordiske samarbejde sætter kunst og kultur på dagsordenen ved FN’s klimatopmøde, som startede i Dubai torsdag.
“Vi er meget glade for, at Jessie Kleemann i forbindelse med det nordiske program på klimatopmødet vil vise sit værk og dele ud af sine erfaringer om, hvorfor kunst spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. Det er på høje tid, at vi giver plads til kunstnere, hvis værker på forskellige måder kan bidrage til at skabe forståelse og opmærksomhed om de enorme forandringer, vi står over for, både i og uden for Norden,” sagde Nordisk Ministerråds generalsekretær Karen Ellemann.
Isen smelter – ‘Arkhticós Dolorôs’ (Arktisk smerte)
Kunstneren og digteren Jessie Kleemann er en fremtrædende skikkelse på den moderne kunstscene, både i Norden og internationalt. Hun arbejder med video, performancekunst samt eksperimentalteater og skriver bøger og producerer kunstinstallationer. På den nordiske pavillon vises Kleemanns videoværk ‘Arkhticós Dolorôs’ (Arktisk smerte) hver dag under topmødets første uge. Videoen blev indspillet tæt på Ilulissat i Grønland.
“Arkhticós Dolorôs betyder, at vi alle er en del af den, det er min smerte, det er Arktis i smerter, vi er i smerter, den mægtige isbjørn er i smerter lige nu,” siger Kleemann om værket.
Jessie, som kommer fra Upernavik i Grønland, bor og arbejder i København. Hendes anmelderroste soloudstilling Tiden løber løber tiden er netop afsluttet på Statens Museum for Kunst. Parallelt med denne har Kunsthal Rønnebæksholm en udstilling med fokus på hendes poesi og malerier.
Paneldebat: Ingen transformation uden fantasi
Jessie Kleemann deltager også i en paneldebat om kunstens og kulturens rolle i den grønne omstilling, som afholdes i den nordiske pavillon den 6. december. Udgangspunktet for debatten er kunstens evne til at skabe opmærksomhed og forståelse i forhold til nye måder at leve, agere og være inkluderende på.
De øvrige medlemmer i panelet er: Solveig Korum fra Kulturdirektoratet i Norge, Louise Lindén fra LiveGreen, Gunn-Britt Retter fra Samerådet og Rodion Sulyandziga fra IWGIA.
Denne event livestreames, så man kan deltage, selvom man ikke er i Dubai.
Event: Ingen transformation uden fantasi
Kunstens og kulturens kraft i den grønne omstilling
6. december klokken 18.15 til 19.00 (UTC+4)
Vi er meget glade for, at Jessie Kleemann i forbindelse med det nordiske program på klimatopmødet vil vise sit værk og dele ud af sine erfaringer om, hvorfor kunst spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling