Vi skal kunne bo, leve og drive virksomhed i alle regioner i Norden
Det nordiske ministre på regionalområdet mødtes i dag i Karlstad, Sverige. Her satte det svenske formandskab for Nordisk Ministerråd fokus på at have attraktive, konkurrencedygtige og modstandsdygtige regioner i hele Norden – både i byer og i landdistrikter.
- Vi skal gøre det endnu mere attraktivt at bo, leve og drive virksomhed i alle dele af Norden og over vores nordiske grænser. Det er afgørende både for civilberedskabet, den grønne omstilling og for at styrke erhvervslivets udvikling og konkurrencedygtighed. Her spiller regionalpolitikken, vores fysiske planlægning og det nordiske samarbejde en vigtig rolle, lyder det fra Peter Kullgren, Landsbygdsminister i Sverige.
Regionalt civilt beredskab
Klimaforandringer og den forandrede sikkerhedspolitiske situation har tydeliggjort behovet for, at de nordiske regioner er både modstandskraftige, tilpasningsparate og forberedt på mulige krisesituationer. Det være sig fra naturrelaterede katastrofer eller udefrakommende negative påvirkninger. Et stærkt regionalt civilberedskab er en vigtig del af dette. Så borgere i Norden har adgang til transport, el- og livsmiddelforsyninger samt private og offentlige tjenesteydelser, også i tilfælde af krisesituationer. Det gælder ikke mindst i de nordiske landdistrikter. De nordiske regionalministre har derfor givet Nordregio til opgave at komme med konkrete anbefalinger til, hvordan regionalpolitikken i de nordiske lande kan bidrage til at styrke regionalt civilberedskab og robusthed. Rapporten og anbefalingerne præsenteres primo 2025.
Attraktive levevilkår og udvikling i alle dele af Norden
Et grønt og konkurrencedygtigt og modstandsdygtigt Norden i social balance forudsætter, at det er attraktivt at bo, leve, arbejde, studere og drive virksomhed i hele Norden. Og at der er trygge og gode levevilkår i alle dele af Norden – både i hverdagen og i krisesituationer. Det er vigtigt, at løsningerne på de udfordringer, som de nordiske lande står over for i forhold til at fremme den grønne omstilling og sikre et stærkt, konkurrencedygtigt og omstillingsparat Norden, bygger på de nordiske regioners styrker og den lokale tilpasningsevne. Det vil et kommende samarbejdsprogram på området fokusere på. Det lanceres i oktober på Nordisk Råds Session.
Vi skal gøre det endnu mere attraktivt at bo, leve og drive virksomhed i alle dele af Norden og over vores nordiske grænser. Det er afgørende både for civilberedskabet, den grønne omstilling og for at styrke erhvervslivets udvikling og konkurrencedygtighed. Her spiller regionalpolitikken, vores fysiske planlægning og det nordiske samarbejde en vigtig rolle.
Ministrene drøftede også State of the Nordic Region 2024-rapporten, som viser den seneste udvikling i demografi, arbejdsmarked og økonomi i Norden ud fra et regionalt/lokalt perspektiv. Rapporten lanceres af Nordregio den 19. juni 2026. Ministrene vedtog desuden de fælles mål og prioriteringer for det nordiske samarbejde om regionaludvikling og fysisk planlægning frem til 2030, som offentliggøres i efteråret i forbindelse med Nordisk Råds session.