23. Mette Frederiksen (Svar på spørgsmål)
Man kan sige, at spørgsmålet i virkeligheden bør rettes til Færøerne, som er her. For Færøerne og Grønland har jo valgt en forfatningsmæssig status, som har en tilknytning til Danmark. Det er et valg, som Færøerne og Grønland har.
Vi har så valgt i fællesskab, Færøerne og Danmark, at starte det, der hedder et tvistløsningsnævn – og jeg ved simpelt hen ikke, hvordan oversætterne skal oversætte det her ord, for jeg ved ikke, om det kun findes på dansk, men vi har altså det, der hedder et tvistløsningsnævn. Jeg er meget spændt på, om det bliver oversat, for jeg tror, det kun findes forfatningsmæssigt hos os. Det er en mulighed for, at to eller tre lande inden for rigsfællesskabet, i det her tilfælde to, fordi det er Færøerne og Danmark, kan aktiviere det her nævn, fordi vi ønsker at finde en juridisk løsning på de forfatningsmæssige udfordringer, der måtte være helt konkret i forhold til færøsk medlemskab af WTO.
Det, jeg siger nu, kommer til at være meget teknisk, men teknik er jo heldigvis en gang imellem bundet op på en god politisk vilje, og det er det i det her tilfælde, fordi vi fra dansk side som regering har stor forståelse for, at Færøerne ønsker eget medlemskab af WTO. Der har været nogle juridiske diskussioner om, hvorvidt det kan lade sig gøre eller ej. Det forsøger vi at finde en afklaring på, og det samme kan så gælde, kan man sige, i forhold til det nordiske samarbejde.
Men det juridiske er jo ligesom en juridisk diskussion, som vi forsøger at afklare, og så er der, hvad jeg vil kalde den politiske vilje, altså om vi i vores samarbejdsfora, herunder det nordiske, har et ønske om ligeværdighed og at have alle lande med.