25. Mette Frederiksen (Svar på spørgsmål)
Ja, det vil jeg da bestemt ikke afvise. Jeg tror desværre ikke, vi får løst problemerne med kriminalitet alene ved at have et fængselssamarbejde med et andet land, i det her tilfælde Kosovo, hvor vi håber på at kunne oprette et fængsel og altså sende udvisningsdømte kriminelle ud af Danmark til afsoning i uden for Danmark. Hvis der er andre nordiske lande, der begynder at have de samme overvejelser, vil jeg og vi meget, meget gerne gå i dialog om det. Selvfølgelig er der desværre en sammenhæng - desværre - mellem udlændingepolitik og migration og de kæmpeproblemer, der er i dag med kriminalitet i mange af vores lande. Der er en meget meget voldsom overrepræsentation af især unge mænd med ikkevestlig baggrund, der begår kriminalitet i Danmark. Vi har siddet og diskuteret Sverige tidligere i dag. Det er meget, meget voldsomme tal. Og den her meget rå bandekriminalitet med meget vold og med meget narkokriminalitet ... (lydudfald) etnisk slagside.
Derfor er det rigtig godt at have fokus på den organiserede kriminalitet og få den stoppet og få den bekæmpet. Men det kan vi kun, hvis vi har styr på indvandring, hvis vi har styr på, hvor mange der kommer til vores lande, hvor de kommer fra, og om de vil lade sig integrere. Det skal måske være min sidste pointe, at det jo ikke er vores ansvar som nordiske lande - og vi har jo de bedste lande i verden, de bedste lande i verden - at integrere folk, når de kommer til os. Det er menneskers eget ansvar. Når de kommer til verdens bedste lande, må de få sig et arbejde, lære vores sprog og selvfølgelig overholde de spilleregler, der er, og det er ikke alle, der kan finde ud af det. Dem, der ikke kan overholde spillereglerne, bør jo sådan set ikke være her.