27. Mette Frederiksen (Svar på spørgsmål)
Jeg synes, det er meget svært for mig at tale på vegne af den svenske regering. Jeg kan jo tale på vegne af den danske regering, og jeg kan vel egentlig også godt tillade mig at tale på vegne af vores rigsfællesskab, når jeg siger, at vi er inde i en rigtig god gænge. Vi arbejder sammen om at modernisere og udvikle vores rigsfællesskab. Det er jo ikke altid, vi ser tingene på samme måde, hvad ikke er mærkeligt: vi er tre forskellige lande; vi har tre forskellige sæt øjne, der ser på tingene, men rigtig meget er vi jo fælles om, og jeg er egentlig ret stolt af, hvor vi er kommet til i dag.
Når Færøerne har en udfordring i forhold til WTO – det kan også være andre områder – går vi nu ind sammen for at løse det problem, også selv om det måtte være af juridisk karakter. Vi har fået fortættet vores bånd. Vores dialog er stærkere og bedre. Det synes jeg er godt for rigsfællesskabet. Det vil også være godt i nordisk sammenhæng at gøre det, men det er altså også nødvendigt i den verden, vi lever i. For der er jo ikke noget, Rusland ønsker sig mere – ud over konflikten med mange af os – end at vi splittes, altså at polariseringen stiger i vores samfund. Det er jo derfor, Rusland bruger fake news, påvirkningskampagner og hybridangreb, og derfor synes jeg, vi har en særlig forpligtelse til at arbejde sammen ligeværdigt og ordentligt. Det gør vi alt hvad vi kan for fra den danske regerings side, og jeg håber altså også, at det nordiske samarbejde kan modernisere sig og i virkeligheden tilpasse sig de otte lande, der er i Norden i dag.