29. Mette Frederiksen (Svar på spørgsmål)
Først og fremmest vil jeg gerne sige, at der ikke er noget arbejde, der pågår i Nordisk Råd eller andre steder, som kan lave sprækker i rigsfællesskabet. Dertil synes jeg i al beskedenhed vi er for stærke sammen, og jeg synes, vi alle sammen i virkeligheden gør os umage med at forstå, hvor hinanden er.
Jeg vil gerne sige det helt grundlæggende: Jeg forstår som dansk statsminister godt, at Færøerne ønsker sig en stærkere udenrigspolitisk stemme, selvfølgelig. Jeg forstår godt de strømninger og de bevægelser, der er i forhold til at stå i egen ret, og det kan så betyde noget forskelligt fra land til land, men det forstår jeg grundlæggende godt. Og den her forståelse synes jeg at man bliver nødt til at have i forhold til hinanden, så der er ikke nogen europæiske, internationale eller nordiske diskussioner, der kan komme til at slå sprækker i rigsfællesskabet. Dertil tror jeg vi er for stærke.
Men det er klart, at når jeg vælger at skrive et brev til mine gode kolleger forud for mødet her, er det også for at sige, at den kamp, som Grønland og Færøerne kæmper i forhold til det nordiske, ikke er en kamp, man kæmper alene. Vi kæmper den sammen, for det er ikke kun et færøsk-grønlandsk ønske; det er et rigsfællesskabsønske, at vi både moderniserer vores eget rigsfællesskab og udvikler det med tiden, men også, at vi gør det ind i andre internationale fora.
Jeg tror en gang imellem, det for andre kan være svært at forstå den særlige konstruktion, som rigsfællesskabet er. Den er meget unik, men den har kun en værdi, hvis den udvikler sig med den tid, som rigsfællesskabet er i, og det gør vi i hvert fald hvad vi kan for at den gør.