Þetta innihald er ekki til á því tungumáli sem þú hefur valið, því sýnum við innihaldið á Danska.

Manden som elskede Yngve

Mannen som elsket Yngve (Manden som elskede Yngve) fra Norge er nomineret til Nordisk Råds filmpris 2008

Instruktør:

Stian Kristiansen

Manuskriptforfatter:

Tore Renberg, baseret på hans egen roman

Producer:

Yngve Sæther (Motlys AS)

Distribution Norge:

Sandrew Metronome

Internationalt salg:

NonStop Sales Pressemateriale

Synopsis - Manden som elskede Yngve

November 1989. Berlinmurens fald. I Stavanger i Norge har Jarle Klepp (17) ingen anelse om, at alt snart vil ændre sig. Indtil videre har han alt; verdens bedste kæreste og verdens mest cool kammerat. Sammen skal de snart lancere Stavangers sejeste punkorkester, "Mattias Rust Band". Men så dukker der en ny dreng op i klassen, Yngve. En sprudlende, dramatisk opvækstkomedie med musik af nogle af periodens førende rockbands, bl.a. Stone Roses, The Cure, REM, Japan, The Jesus og Mary Chain and Joy Division. Baseret på bestselleren "Manden som elskede Yngve " af Tore Renberg.

Om filmen

Den tredje mest succesfulde norske film i 2008 (171.000 billetter i juli 2008), Manden som elskede Yngve, er baseret på Tore Renbergs roman af samme navn, som er solgt i over 100.000 eksemplarer i Norge. Producer Yngve Sæther, en personlig ven af Renberg, så øjeblikkelig potentialet til en filmversion og overtalte romanforfatteren til at klare bearbejdningen.

Det i projektet, der tiltrak Sæther, var muligheden for at lave en opvækstfilm  "med en ægte autenticitet; en film, der havde en moden stemning, men samtidig ungdommens energi, ligesom Truffauts Ung flugt eller Coppolas Motorcykeldrengene ". Det tog Renberg yderligere tre fire år at få scriptet til at fungere som film.

Manden som elskede Yngve foregår i november 1989. Berlinmurens fald. I Stavanger har Jarle Klepp (17) ingen anelse om, at alt snart vil ændre sig. Indtil videre har han alt; verdens bedste kæreste og verdens mest cool kammerat. Sammen skal de snart lancere Stavangers sejeste punkorkester, "Mattias Rust Band". Men så dukker der en ny dreng op i klassen, Yngve. Han er ikke som alle andre, og Jarle er forvirret. Langsomt, men sikkert svigter Jarle alle omkring sig og opdager, hvad det vil sige at stå alene.

Filmdebutanten Stian Kristiansen, der også stammer fra Stavanger ligesom Renberg og er en stor musikfan, blev hentet ind på holdet, selvom han ikke havde afsluttet sine studier på den norske filmskole i Lillehammer. Men Sæther og Renberg var blevet overbevist af energien i hans kortfilm. At finde de rigtige skuespillere i alderen 18-19, især nye ansigter, var en anden stor udfordring, og castingen i Stavangerområdet varede adskillige måneder.  "Vi fandt disse skuespillere til slut," bemærker Sæther.  "Det er derfor, filmen fungerer."

Da filmen blev vist første gang, var tre af skuespillerne blevet nomineret til Norges fornemste filmpriser, Amandaerne. Rolf Kristian Larson (Jarle) som bedste mandlige hovedrolle, Ida Elise Broch (Katrine) som bedst kvindelig birolle og Arthur Berning (Helge) som bedste mandlige birolle. Filmen deltog i konkurrencen på 2008 Nordisk filmfestival i Rouen i Frankrig og blev vist i juli på Karlovy Varys Forum for uafhængige sektioner.

Stian Kristiansen - Instruktør

Stian Kristiansen er født i 1972 og tog eksamen fra den norske filmskole i Lillehammer i 2006. Han er også uddannet skuespiller på Rogaland Teater og har haft nogle få roller i film, bl.a. Arild Ommundsens Mongoland (2001). Han har instrueret kortfilmene Adam and Eve, Blindsight, Kiss me, God damn It!, Bad Investment og Hidden. Manden som elskede Yngve er hans første spillefilm.

Kristiansen er ved at forberede endnu en ungdomsfilm – der skal produceres af Sæther – som vil være afledt af hans kortfilm Kiss Me, God damn It!

Tore Renberg - Manuskriptforfatter

Tore Renberg er født i 1972 og fik sit gennembrud som forfatter i 1995 med kortprosabogen  "Sovende floke ", hvilket indbragte ham Tarjei Vesaas’ debutpris. Han har siden skrevet romanerne  "Matriarkat " (1996),  "Renselse " (1998),  "En god tid " (2000),  "Mannen som elsket Yngve " (2003),  "Kompani Orheim " (2005) og  "Farmor har kabel tv "/ "Videogutten " (2006). Han skrev sit første spillefilmsmanuskript Alt for Egil i 2004, produceret af Motlys. Den tredje roman om Jarle Klepp,  "Charlotte Isabel Hansen ", udkommer til september 2008.

Yngve Sæther - Producer

Yngve Sæther er født i 1964 og har tilbragt meget af sin ungdom i filmkredse og cinemateker. Han har instrueret og produceret adskillige kortfilm og musikvideoer. Han kom til Motlys i 2001 som producer og udviklingsleder. Han coproducerede Folk flest bor i Kina i 2002, Alt for Egil i 2004 og var udviklingsleder på Hans Petter Molands Comrade Pedersen i 2006. Manden som elskede Yngve er hans debut som spillefilmsproducer. Næste punkt på hans produktionsliste er bearbejdningen af Tore Renbergs  "Kompani Orheim", den anden bog, der er baseret på figuren Jarle Klepp. Sæther vil også slå sig sammen med Stian Kristiansen igen om en ny ungdomsfilm, som filmskaberen selv har skrevet manuskriptet til, og som er baseret på hans kortfilmfilm Kiss me, God damn it! Den vil blive sat i produktion i 2009.