Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Danish.

Inflation og produktivitet højt på dagsorden på nordisk økonomi- og finansministermøde

08.11.23 | Nyhet
Møde
Photographer
Norden
De nordiske økonomi- og finansministre afholdt deres årlige møde den 8. november i Bryssel. Vigtige emner på mødet var inflation og produktivitet.

Håndtering af høj inflation har været en central prioritet for de nordiske økonomi- og finansministre igennem de seneste år. Selvom inflationen er aftaget i de fleste nordiske lande, udgør vedholdende inflation og risikoen for negative afsmittende virkninger på de nordiske økonomier og arbejdsmarkeder stadig en central udfordring. Ministrene diskuterede prioriteterne for finanspolitikken i de nordiske lande set i lyset af risikoen for vedvarende inflation og andre risici for de nordiske lande, herunder den geopolitiske situation på baggrund af Ruslands invasion af Ukraine.  

Styrke vækstpotentiale og konkurrencedygtighed

Ministrene diskuterede, hvad de nordiske lande hver især og i fællesskab kan gøre for at styrke produktivitet og væksten i regionen. Diskussionen tog udgangspunkt i en præsentation fra OECD med anbefalinger til de nordiske lande, herunder fra OECD’s seneste rapport, Going for Growth 2023. Selvom de nordiske lande er blandt de mest produktive lande i verden, har de, ligesom andre udviklede økonomier, oplevet lav produktivitetsvækst i en længere årrække.  

 

Det er vigtigt, at vi diskuterer fælles finanspolitiske udfordringer, og hvordan samarbejdet i Nordisk Ministerråd kan understøtte de nationale indsatser for at styrke Nordens langsigtede vækstpotentiale og konkurrenceevne. konstaterede Islands finans- og økonomiminister Þórdís Kolbrún Reykfjörð Gylfadóttir, som var ordstyrer for mødet. Island har formandskabet for Nordisk Ministerrådet i år. 

Nordiske erfaringer med energistøttetiltag

Ministrene diskuterede også erfaringerne i de nordiske lande med energistøttetiltag. I lyset af de høje energipriser indførte flere nordiske lande i 2022 og 2023 en række støttetiltag til især hårdt ramte husholdninger og virksomheder. På mødet var der enighed om at styrke det fælles nordiske erfaringsgrundlag fra perioden med støttetiltag til husholdninger og virksomheder. Det kan bidrage til at styrke politikudvikling i de nordiske lande i tilfælde af tilsvarende kriser i fremtiden. De nordiske finansministre samles som udgangspunkt én gang om året for at diskutere fælles økonomisk-politiske og finanspolitiske udfordringer, og hvordan nordisk samarbejde på dette område kan skabe større værdi for de nordiske lande. Næste møde forventes at blive afholdt i 2024 under det svenske formandskab for Nordisk Ministerråd. 

Det er vigtigt, at vi diskuterer fælles finanspolitiske udfordringer, og hvordan samarbejdet i Nordisk Ministerråd kan understøtte de nationale indsatser for at styrke Nordens langsigtede vækstpotentiale og konkurrenceevne.

 

Þórdís Kolbrún Reykfjörð Gylfadóttir, Islands finans- og økonomiminister