Flytte fra Åland

Kobba klintar
Fotograf
Bent Blomqvist
Her finder du information og gode råd i forbindelse med flytning fra Åland til Danmark, Færøerne, Grønland, Island, Norge, Sverige og Svalbard. Du finder også links til nyttige tjeklister, hvis du flytter eller rejser til Sverige for at studere.

Der er altid en hel del at huske på, hvis du skal flytte mellem to lande. Du skal blandt andet sørge for, at din post bliver eftersendt. Du skal også meddele FPA om, at du flytter til udlandet, og du skal huske at tjekke dine skatteforhold, for selv om du flytter fra Åland, kan du stadig blive betragtet som skattepligtig. Det er også en god idé at undersøge, om du skal skifte fagforening og a-kasse, lukke din bankkonto, opsige din lejekontrakt og overdrage din lejlighed. Endelig bør du også gennemgå dine abonnementer og dine forsikringer, undersøge toldregler, fremskaffe nødvendige attester og dokumenter og sørge for, at du medbringer gyldig legitimation.

Flytteanmeldelse på Åland

Du skal huske at indsende en flytteanmeldelse til magistratsafdelingen ved Statens ämbetsverk på Åland, når du flytter.

Hvis du flytter til et andet nordisk land, finder du information på Statens ämbetsverk på Ålands side om flytning inden for Norden.

Skal du flytte til Sverige fra Åland?

De fleste, som flytter fra Åland, flytter til Sverige. Du finder meget omfattende information om flytning til Sverige i tjeklisterne herunder. Der findes også en særlig tjekliste med ti punkter for dig, som skal til Sverige for at studere.

Skal du flytte til et andet nordisk land fra Åland?

Hvis du er statsborger i et nordisk land, har du hverken brug for visum, arbejdstilladelse eller opholdstilladelse for at kunne bo eller arbejde i Norden. Du skal dog følge de regler, der gælder for eksempelvis folkeregistrering i de enkelte lande.

Yderligere information

Kontakt myndighed

Hvis du har spørgsmål om flytteanmeldelse ved flytning fra Åland, kan du kontakte Magistraten på Åland her

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.