Til lands, til vands og i luften – i en bæredygtig region
Efter 2. verdenskrig og frem til i dag har trafikken i Norden udviklet sig voldsomt. Både den private og den kollektive. Det har langt hen ad vejen været, og er stadig, godt for erhvervslivet og for mobiliteten til vands, til land og i luften mellem de nordiske lande. Men det har alt for længe ikke været godt for klimaet. Transport står for næsten en fjerdedel af Europas drivhusgasemissioner og er hovedårsagen til luftforurening i byer.
En massiv opgave at transformere hele transportsektoren
Nordisk Ministerråd har længe bidraget til den grønne omstilling inden for transport og vil fortsætte dette i regionen, lød det fra Karen Ellemann, generalsekretær i Nordisk Ministerråd:
- Det er en massiv opgave at transformere hele transportsektoren og udvikle de nødvendige nye teknologier. Det kræver samarbejde og en tværsektoriel tilgang. Vi har brug for ren og sikker energi og transport. Vi har brug for virksomheder til at levere innovative løsninger, vi skal reducere emissioner, og vi skal tænke cirkulært og bæredygtigt, sagde Karen Ellemann, generalsekretær i Nordisk Ministerråd i sin åbningstale på dagen.
Et helhedsorienteret approach
I den efterfølgende paneldebat blev udfordringer og løsninger drøftet mellem
Peter Engdahl Energimyndigheden i Sverige, Tommaso Selleri fra Europæisk Miljøagentur, Anna Engholm fra Greater Copenhagen og Sveinung Oftedal fra Klima- og Miljøministeriet i Norge. Centrale elementer her var det uudnyttede potentiale, der ligger og venter i omstillingen af transportområdet på havet, at den grønne transportopstilling generelt skal have et helhedsorienteret approach. Og ikke mindst det potentiale der også fremadrettet er inden for det nordiske samarbejdes udviklingen af el- og energiområdet.
Energiområdet spiller en central rolle
At el- og energiområdet spiller en central rolle er Klaus Skytte, direktør i Nordisk Energiforskning enig i.
- Der er et enormt potentiale for positiv forandring på energiområdet. Ved at omfavne vedvarende energikilder, investere i rene teknologier og prioritere bæredygtig praksis, kan vi revolutionere transportområdet, lyder det fra Skytte. Med de ord satte direktøren scenen for fremvisningen af fem nordiske energiprojekter. De bidrager til en helhedsforståelse af udfordringerne, ny viden og forskning, som kan accelerere innovationstempoet og reducerer dobbeltarbejde. Projekterne ligger inden for Grøn omstilling af transportsektoren:
• Nordic Roadmap – Future Fuels for Shipping
• Nordic Cycle Power Network
• Electric Aviation and the effects on the Nordic region
• Hydrogen from Green Surplus Energy in Isolated Areas for Sea and Land-based Transport
• Heavy Duty Land-based Transport on Biomethane from Local Biogas and Green Hydrogen
Nordic Green Transport Forum er arrangeret af Nordisk Energiforskning med finansiering fra Nordisk Ministerråd.