Guide: flytte til Danmark
Hér finnur þú leiðbeiningar um
Før du flytter til Danmark
Opholds- og arbejdstilladelse i Danmark
Hvis du er statsborger i et nordisk land, kan du frit rejse til Danmark for at opholde dig og arbejde. Du behøver hverken have visum, opholdstilladelse eller arbejdstilladelse.
Bolig i Danmark
Der er flere forskellige boligformer i Danmark, og der er visse begrænsninger af hvem der har ret til at eje fast ejendom i Danmark.
Eftersendelse af post til Danmark
Du skal kontakte postvæsenet i det land du flytter fra, for at høre nærmere om dine muligheder for at din post kan blive eftersendt til din nye adresse i Danmark.
Hvad skal du tænke på i forbindelse med, at du flytter til Danmark?
Rejse til Danmark med flyttegods
Hvis du flytter fra et EU-land til Danmark, kan du frit tage flyttegods med. Du skal dog være opmærksom på at der gælder særlige regler for at indføre vin, spiritus og cigaretter. Hvis du indfører mere end der er tilladt at indføre toldfrit, skal du kontakte Toldstyrelsen.
Flytter du fra Island eller Norge, bør du kontakte Toldstyrelsen for nærmere information.
Flytte med kæledyr til Danmark
Hvis du har hund, skal du have en hundeansvarsforsikring. Visse hunderacer er forbudt i Danmark.
Hvad skal du gøre, når du er ankommet til Danmark?
Folkeregistrering i Danmark
Hvis du er statsborger i et nordisk land, et EU-land, et EØS-land eller Schweiz, har du ret til at blive folkeregistreret i Danmark hvis du skal opholde dig i landet i mere end tre måneder, og du har pligt til at blive folkeregistreret hvis du skal opholde dig i Danmark i mere end seks måneder. Det samme gælder hvis du flytter til Danmark fra et andet nordisk land, uanset dit statsborgerskab. Du skal melde flytning til din kommune senest fem dage efter du er flyttet til Danmark.
Bemærk at du i nogle lande også skal melde flytning til folkeregistret i det land du flytter fra.
MitID - elektronisk legitimation i Danmark
MitID er borgernes login til digitale selvbetjeningsløsninger i Danmark. Du kan bestille MitID på borger.dk, via din bank eller ved at henvende dig personligt til Borgerservice i din kommune.
NemKonto
For at kunne få penge fra det offentlige, for eksempel overskydende skat, pension, løn fra offentlige arbejdsgivere eller familieydelser, skal en af dine bankkonti være en en “NemKonto”. Du kan gøre en af dine bankkonti til en NemKonto på borger.dk. Din NemKonto kan være i en udenlandsk bank.
Bil i Danmark
Hvis du har bil, skal den skal inden 30 dage indregistreres i Danmark.
Skole og børnepasning i Danmark
I Danmark har kommunerne ansvar for skoler og daginstitutioner. Du skal kontakte den kommune du flytter til for nærmere oplysning om børnepasning og skolegang.
A-kasse i Danmark
Hvis du er socialt sikret i Danmark, gælder de danske regler for arbejdsløshedsforsikring. Hvis du ønsker at være arbejdsløshedsforsikret og optjene ret til danske arbejdsløshedsdagpenge, skal du melde dig ind i en dansk a-kasse. Du skal gøre det inden otte uger hvis du ønsker at kunne medregne forsikringsperioder fra andre nordiske lande eller EU-/EØS-lande.
Skat i Danmark
Efter at du er tilmeldt folkeregistret Danmark, bør du ringe til Skattestyrelsen på (+45) 72 22 28 92. Skattestyrelsen udarbejder så et skattekort til dig. Du skal vide hvor meget du skal tjene, og hvilke andre indkomster og fradrag du regner med at få.
Du bør som hovedregel også orientere skattemyndighederne i det land du flytter fra, om at du flytter.
Du kan finde information om skat i Norden på Nordisk eTax, som er et samarbejde mellem skattemyndighederne i de nordiske lande.
Social sikring i Danmark
Hvilket land du er socialt sikret i har betydning for hvilke lands regler der gælder for pension, arbejdsløshedsforsikring, sygedagpenge, familieydelser, barselsorlov med mere. Som hovedregel er du socialt sikret i det land hvor du arbejder. Hvis ikke du er i arbejde, er du som hovedregel socialt sikret i det land hvor du bor. Der findes dog mange særlige situationer. Du bør derfor kontakte myndighederne i det lande som du bor, arbejder eller studerer i, hvis du er i tvivl.
Andre ting, der er værd at tænke på, når du flytter til Danmark
Kørekort i Danmark
Hvis du har et kørekort der er udstedt på Færøerne, i et EU-land eller et EØS-land, kan du bruge det i Danmark. Du kan vælge at få det byttet til et dansk EU-kørekort uden at komme til kontrollerende køreprøve, hvis du har bopæl i Danmark.
Hvis du har et grønlandsk kørekort, kan du bruge det i op til 90 dage. Herefter kan du ombytte dit grønlandske kørekort til et dansk hvis du aflægger en kontrollerende køreprøve.
Forsikring i Danmark
Visse forsikringer er lovpligtige i Danmark.
Stemmeret i Danmark
Hvis du har fast bopæl i Danmark kan du stemme ved danske kommunal- og regionalvalg i Danmark hvis du er statsborger i et EU-land eller i et nordisk land. Hvis du er statsborger i et EU-land og bor i Danmark, kan du stemme ved europaparlamentsvalg i Danmark hvis ikke du samtidig stemmer i dit hjemland. For at kunne stemme til Folketingsvalg skal du være dansk statsborger og bo fast i Danmark.
Sprogkurser i Danmark
De fleste udlændinge har ret til danskuddannelse, når de flytter til eller begynder at arbejde i Danmark. . Uddannelsen er gratis, men nogle skal betale et depositum for at deltage.